Hvad er forskellen mellem intra-oral scanning og traditionel ekstra-oral scanning

I de senere år, med udviklingen af ​​digital teknologi, er den tredimensionelle okklusionsanalysemetode baseret på digitale dentale modeller gradvist dukket op og tiltrukket sig opmærksomhed på grund af sin enkelhed, intuitivitet og uafhængighed af medier. De fleste digitale tandmodeller kræver dog traditionel aftryksfremstilling og gipsstøbning, efterfulgt af tredimensionel laserscanning af aftrykket eller gipsmodellen, som normalt udføres ved hjælp af en ekstra-oral scanningsmetode. Den nye intraorale scanningsmetode involverer at placere scanningsanordningen direkte i patientens mund for at scanne det orale bløde og hårde væv i realtid for at opnå en digital model, der undgår den uforudsigelige fejl forbundet med aftryksfremstilling, gipsafstøbning og ekstra oral tand. rekonstruktion og mere præcist afspejler patientens tandmorfologi og okklusionsstatus. Imidlertid er intraoral scanning begrænset af scanningshovedets begrænsede bevægelser og vinkler i den begrænsede mundhule, lysstyrkebegrænsninger og indflydelsen af ​​forskellige forurenende stoffer på tandoverfladen og utilstrækkelige forskningsdata om nøjagtigheden af ​​klinisk operation og indvirkningen af ​​antallet af tænder på scanningsnøjagtigheden sammenlignet med data opnået ved modelscanningsmetoden.

Dental digitaliseringsteknologi inkorporerer gradvist avanceret ingeniørdesign og fremstillingsteknologi i hele processen med diagnosticering og behandling af orale sygdomme, hvilket gør den mere præcis, præcis og effektiv. Digital aftryksteknologi er forudsætningen og grundlaget for digital diagnosticering og behandling, herunder anvendelsen af ​​modne tandgipsmodeller, 3D-scanningsteknologi og den hastigt udviklede intraorale scanningsteknologi i de senere år. Selvom scanningsnøjagtigheden af ​​tandmodeller kan nå så højt som 10μm, er den kliniske driftsfejl ved fremstilling og replikering af gipsmodellerne svær at kontrollere på grund af potentielle deformationer og defekter af aftrykket forårsaget af faktorer som temperatur, fugtighed, gipspulver forhold og luftbobler. I modsætning hertil forbedrer den forenklede arbejdsgang af intraoral scanning væsentligt kontrolbarheden af ​​fejlkilder, og den gennemsnitlige nøjagtighed af intraoral scanning er i øjeblikket omkring 20μm. Forskning viser, at præcisionen af ​​intraoralt digitalt aftryk inden for halvdelen af ​​et bueområde opfylder kliniske krav og har en vis grad af pålidelighed og validitet til diagnosticering af tandform.

Scanning af det smalle rum inde i mundhulen kræver et scanningshoved med en slank struktur for dets optiske system har ofte et lille enkelt synsfelt. For at opnå relativt fuldstændige dentaldata kræves en stor mængde multi-view og tredimensionel datasyningsbehandling, og jo flere gange syningen udføres, jo lavere er datanøjagtigheden. For at opnå flere data skal scanningshovedet desuden forblive i mundhulen i længere tid, hvilket kan øge påvirkningen af ​​faktorer som spyt og mindske patientens samarbejde. Okklusaltilstanden kan også ændre sig på grund af, at scanningshovedet opholder sig i mundhulens vestibule i lang tid. I de foreløbige forsøg, ved scanning af mere end tre tænder, inklusive tilstødende tænder i nær-, mellem- og fjernområdet, var scanningsområdet stort og let påvirket af patientens grad af mundåbning og driftsnøjagtighed, hvilket resulterede i betydelige afvigelser. Derfor er det ikke tilrådeligt at have et for stort scanningsområde inde i mundhulen.